P.C. Skovgaard og dansk Guldalder  – De smukkeste billeder og den smukkeste kærlighedshistorie

Foredraget handler om en af dansk guldalders største malere – Peter Christian Skovgaard – særligt kendt for sine storslåede skildringer af det danske landskab. Et naturtalent, som voksede op på landet med en enlig mor, men gennem en friplads på kunstakademiet sikrede sig adgang til den københavnske elite og blev en del af Grundtvigs menighed på Vartov. Som ganske ung mistede han sin bedste ven, men vandt til den gæld den store kærlighed.
Med udgangspunkt i P.C. Skovgaards personlige historie og familiehistorie trækker foredraget linjer ud til samfunds- og kunsthistorien.

Joakim, Niels og Susette Skovgaard og den begyndende moderne kunst – I fars fodspor og ad nye veje

Af deres far – P.C. Skovgaard – lærte de at tegne og male. Han lærte dem bibelhistorie, salmer og nordisk mytologi, og han arbejdede med både kunst og kunsthåndværk. Det forplantede sig hos de tre børn. De førte arven fra deres far videre i en stor interesse i landskabsmaleri, keramik, bogillustrationer og kirkedekorationer. Men de tilhørte også en ny generation af kunstnere, som orienterede sig ud i verden, rejste og lod sig inspirere af moderne strømninger fra Paris. Om dette og meget mere handler foredraget.

 

Farver i kunsten – Fra Monet til Mark Rothko

Efter fotografiapparatets opfindelse og udbredelse kunne kunsten ikke “blot” “nøjes” med at gengive virkeligheden. Den måtte derfor genopfinde sig selv og finde nye veje og nye udtryk – blandt andet gennem farven.
Foredraget omfatter 100 års kunsthistorie fra 1880-1980. Det præsenterer 25 kendte moderne kunstnere, som alle søgte efter ny mening, tog kunsten meget alvorligt, ofte havde kristne/religiøse islæt og  som forbinder sig med hinanden på kryds og tværs.

 

Sko gennem tiden – Fra funktionalitet til statement

Foredraget trækker linjer tilbage til historiens første sko og helt op til i dag. Det centrerer sig omkring Europa, har ekstra fokus på det danske, men strækker sig også helt til USA, Kina og Japan. Det giver bud på, hvad mennesker gennem tiden har ønsket at signalere gennem deres valg af fodtøj. Og så ser det ind i en ældgammel sammenhæng mellem sko og seksualitet og peger ind i en aktuel diskussion om højhælede sko som henholdsvis kvindeundertrykkelse og empowerment.

Kroppen i kunsten

Foredraget følger skulpturens fremstilling af kroppen gennem kunsthistorien – Fra istiden og frem til i dag. Fra kultiske figurer over skiftende tiders afbildninger af kroppen i forskellige materialer, videre til performance-kunst og helt frem til, at kunstnerens egen krop bliver materialet for det kunstneriske udtryk.

Taizé

I en lille fransk landsby i Bourgogne cirka 80 kilometer nordvest for Lyon ligger et økumenisk (tværkirkeligt) kristent klosterfællesskab med 100 brødre ved navn Taizé. Dette gæstes hvert år af 100.000 mennesker fra hele verden. Foredraget handler om et besøg på stedet i efteråret 2022. Et besøg, som fulgte klosterets daglige rytme af bøn og lovsang, spartanske måltider og praktisk arbejde. Med overnatning på sovesal og samtaler med mennesker fra hele verden omkring bibelske tekster og alt muligt andet. Om mødet med en storslået natur og en uforglemmelig åbenhed.